Folkebøker fra 1500- og 1600-tallet

 

 

Kvalitet
Disse sidene har fått kvalitetsstempel av Danmarks Biblioteksskole.

Skramstad.no

 

 

IntroduksjonEt utdrag fra En Ræffue Bog (1. bok 9. kapittel) i Herman Weigeres oversettelse (1555).

(Dette er det tredje og siste kapittelet om hva som skjedde da bjørnen skulle hente reven, slik at han kunne bli stilt for retten. Gå til tekstintroduksjonen for en oversikt.)

Huorledis at Biørnen bleff Fangen/ oc aff Bønderne ille slagen / oc kom dog løss igen / oc gaff sig vdi en dyber strøm.

STrax kom Rustefil vd och saa /
At denne Biørn saa fangen laa.
Hann løb vel fast thi det vaar silde /
Did som Bønderne holle gilde.
Værer snare sagde han oc gaar met mig /
Fra En Ræffue Bog 1555I skulle nu see en vnderlig leg.
En Biørn ligger fangen i min Gaar /
Han skal nu faa sit bane Saar.
De fulde hannem alle oc vaare glade /
Huer tog met sig det samme han haffde.
Alt det han først kunde faa i haand /
Den Ene en greb den Anden en vaand.
Den Tredie it spiud / den Fierde en rage /
Den Femte en stor Eneber stage.
Presten oc Klockeren komme och her til /
At vilde se dette lystige spil.
Prestedeyen som hed fru Jutte /
Kunde faar det Bulder inted skøtte.
Hun vaar den samme der vel kunde kaage /
Den beste grød der naagen vilde smaage.
Hun kom met sin Kock alt i sin hand /
Der hun den samme dag hoss spand.
Hun vilde Biørnens Ryg der met maale /
Alt fra hans Taap oc til hans hale.
Der Biørnen hørde dette store Bulder /
Alt der han laa saa sorgefulder.
Hand robte i sin nød paa Sancte Knud /
I det samme fick han sit Hoffuit vd.
Men all huden ved hans øern forsant /
Maatte han der lade alt faar it pant.
Hans fremføder / saade end i klemmen fast /
Der aff haffde han den største nød oc last.
Hand rycte dem vd oc vaar ey seen /
Men kløerne bleffue i klemmen igen.
All huden aff Føderne han der oc myste /
Det honnig han fick vaar icke det bæste.
Som Mickel rosede at han skulde faa /
Fuld ond en reyse giorde Biørnen da.
Han kunde ille Raffue op til en Væg /
Det røde Blod rand offuer hans skæg.
Hans Føder vaare øme han kunde ey gaa /
Rustefil kom / oc begynte flux at slaa.
Oc alle de andre der komme met ham /
Actede oc at gøre Biørnen skam.
Presten haffde met sig en stor Beg staff /
Han gaff Biørnen der met mangt it slag.
Han kunde huercken krybe eller gaa /
Oc alle robte sla men flux oppaa.
Mangen haffde spiud samme gang /
Smidden kom oc met hammer oc tang.
Oc somme haffde spader oc somme skule /
Reynke de vos Lübeck 1498De sloge paa hannem / at han maatte hule.
De støtte hannem baade store oc smaa /
Saa at han sig begiorde der som hand laa.
De vaare hannem onde huer oc en /
Der kom slubbert met de krogede ben.
Oc Ieppe met den forgylte Næse /
Alder verst vaare hannem disse.
Per Iernskæg met sin krogede haand /
Alt met sin Suager her søgeland.
De sloge alle / thi de vaare vrede /
Saa kom Per skyhaffn oc giorde rede.
Met en staff slinge all fuld met steen /
Han kaste paa Biørnen at han hueen.
Abel quacks oc hendis søster Iutte /
Talicke lordenquacks slo met en Bøtte.
Blanck ridetyg haffde it rustigt Suerd /
Bodel huirtens kom oc selffue der.
Icke ene disse men Quinderne alle /
Sloge paa Biørnen at han maatte falle.
Han maatte anname det de hannem baare /
Esber tyndskæg kom oc buldrede saare.
Han vaar den eddelste der til stede /
Fru Giseltrud hans Moder monne hede.
Men huo hans rette Fader vaar /
Der aff haffuer man ingen schrifft klar.
Dog sagde Bønderne at ryctet gick /
At hans Moder ham met Nis Landzknect fick.
Den tid den Herredag stod i Lund /
Krøb han til hende samme stund.
Vdi en Bagere On ved røde Port /
Der bleff denne merckelige kempe giort.
De kaste paa Biørnen met stene store /
Piger oc Drenge alle de der vore.
Rustefils Broder paa det siste til sprang /
Oc haffde met sig en stor suar stang.
Han slo Brun ret øffuerst paa sin Pande /
At han fuld nær haffde myst sin aande.
Alt aff det slag han fick saa stort /
Løb han i mørcke han viste ey huort.
Han kom blant Quinderne / der de stode /
Oc begynte flux blant dem at rode.
Han trengde dem hart før han kom fram /
saa at fem fulde i en mølledam.
Den samme sø vaar dyb oc stor /
Der Presten det saa da robte han Mor.
Han løb vel fast oc begynte at skrige /
Aha seer hisset flyder Iutte min Pige.
Hendis rock staar her den maa i see /
Hennes Pelss bliffuer vaad / det gør mig ve.
Ach hielper mig at hun bliffuer i liffue /
Tho Tynder øl vil ieg eder giffue.
Der til Afflad oc mange Kariner /
O kære seer huor hun nu griner.
Hun druckner vist komme i icke snart /
Da løbe Bønderne alt met en fart.
Oc lode saa Biørnen ligge for død /
At de kunde hielpe de Quinder aff nød.
Der de saa droge de Quinder op /
Da krøb Biørnen met sin slagne krop.
Alt i en sø som der vaar nær /
Oc haffde i act at druckne sig der.
Han brummede saare oc lod vel ilde /
Ieg haffuer nu værit i Mickels gilde.
Han haffde icke troedt / at kunde sømme naaget /
Men sig slet at druckne haffde han voget.
At de Bønder hannem ey mere skulde slaa /
Men de monne hannem dog naaget bedre gaa.
Han kunde sømme end dog han det icke trode /
Der de Bønder det saage / O huor ilde de lode.
Tui voss sagde de den store skam /
At denne Biørn saa fra voss kam.
Dette haffuer voss disse Quinder giort /
At han saaledis er kommen bort.
De maatte vel haffue været hiemme /
O Kære se nu huor kan han sømme.
I Det Træ der klemmen i vaar /
Der sad hans kød / Blod / hud oc haar.
Alt aff han øern oc føder vist /
Kom igen robte de huad haffuer du mist.
Dine øern ere her / hent dem igen /
Dine handske henge oc hoss denne Sten.
Stor spaat hand nu til skaden fick /
Dog vaar han glad at han vndgick.
Han bannede det Træ der han i kom /
O Mickel sagde han / Gud giffue dig skam.
Det vaar den Bøn han Offrede vor Herre /
Al den stund han i Søen mon være.
Strømmen løb streng oc meget fast /
Thi dreff han ned alt met en hast.
At en gong strax foruden huile /
Meer end tho store valske Mile.
Han krøb i Land hart op til en Mur /
Aldrig saa naagen sligt it ynckeligt Diur.
Der han i slig maade vaar kommen i Land /
Mente han strax at opgiffue sin Aand.
Han sagde O Mickel du falske Frende /
Huor haffuer du ført mig disse Bønder i hende.
Han bannede Bønderne der hannem giorde ve /
Sammeledis den hannem bad krybe i det Træ.


I Dette Capitel. skal læris Tuende Sticke.

Det Første.
Denne Bogis Mester vil met betackte Ord giffue tilkende / at den store Hob oc Almue [.] er en wstadig oc løsactig Hob / oc it Diur met mange Hoffuit / som haffuer io saa monge sind som hoffuit. Far hid oc did / fra det ene til det andet / Oc haffuer i ingen Sag ret bestandighed eller fasthed met sig. [.]

Det Andet.
All velløst / glæde oc begerlighed som er vdi denne onde Verden / er bemengt met Sorg / Drøffuelse oc genuordighed. Oc huo som smager dette honnigis sødme / den samme finder oc der hoss stor bitterhed oc beeskhed. [.] Thi denne Verden er fuld aff modgang / bedrøffuelse / armod oc wlyst. Thi it Menniske aff sin første fødzels tid / gaar aff en sorg oc bedrøffuelse i en anden. Huo nu tilhenger denne Verdzens velløst / den samme kommer almindelige vdi fare / lige som Biørnen her effterfølgende sin begering oc velløst bleff skuffet oc bedraget.


Fridanck Siger.

It Menniske kommer aff skrøbelig sæd /
Hanss Moder i sørg haffuer opfødt det.
Hanss leffnet er omhygge han er her i /
Denne timelige Død kan han ey fly.
Inted Træ saa onder Fruct kan bære /
Som it ont Menniske i Verden hære.
I huor skøn han synis vduortis her /
Induortis dog fuld aff whumske er.