Folkebøker fra 1500- og 1600-tallet

 

 

Kvalitet
Disse sidene har fått kvalitetsstempel av Danmarks Biblioteksskole.

Skramstad.no

 

 

Et utdrag fra En Ræffue Bog (1. bok 7. kapittel) i Herman Weigeres oversettelse (1555).

(Dette er det første av tre kapitler om hva som skjedde da bjørnen skulle hente reven, slik at han kunne bli stilt for retten. Gå til tekstintroduksjonen for en oversikt.)

Huorlediss at Ræffuen sig vel betenckte / oc siden vdgick / oc met venlige ord oc tale bad Biørnen vere velkommen.

DEn tid Ræffuen nu vel haffde fornummit /
DE ord som Brun faar Porten haffde brummit.
Han trode icke vel sin frende kær /
Thi han fryctede sig saare for bag Hær.
Men der han vdaff gluggen saa /
Oc saa men Brun al ene staa.
Da ræddis han inted men fick it Mod /
Oc sagde til hannem alt der han stod.
Brun Frende værer Gud velkommen nu /
Eder hilser oc min elskelige Hustru.
Min afften Sang fick ret nu en ende /
Thi kom ieg icke før / kære frende.
Ieg haabis det skal mig meget fromme /
At i nu selffue effter mig komme.
Dog liden tack ieg hannem der for and /
Som eder kom paa denne longe gang.
I ere vel trætte som ieg forstaar /
Thi Sueden aff eders Pande gaar.
Haffde vaar nadige Herre inted Bud /
Som han denne gang kunde sende vd.
I ere den ypperste oc visiste Mand /
Den Kongen nu haffuer i alt sit Land.
Ieg er glad at i ere kommen til mig /
Det skal mig meget gaffne visselig.
Eders gode Raad i mig nu giffue /
Hoss Kongen kunde i al ting omdriffue.
Men haffde i icke kommet dette sinde /
I morgen skulde man mig / dog i gaarden finde.
Mig synes dog nu paa denne gang /
Icke vel kunde gaa / thi veyen er lang.
Thi ieg haffuer ædet mig gantske mæt /
Min Bug er øm / oc ieg er ret træt.
Biørnen sagde / lader mig forstaa /
Huad haande mad Ode i da.
Mickel sagde / frende ieg vil beuise /
At ieg leffuer nu ved saa ringe Spise.
Som nagen gør i dette Land /
Huor skal ieg heden arme Mand.
En fattig Mand er ingen Greffue /
Thi bager ieg nu saa arme Leffue.
Naar ieg oc min Hustru inted andet faa /
Saa æde wi Hunnig skulle i forstaa.
Saadan Mad ieg iafftis fick /
Der aff er mig min Bug saa tyck.
Halff Siug er ieg heraff foruist /
Thi ieg der til haffde ingen lyst.
Kan ieg naagle lunde andet faa /
Honnig vil ieg vel lade staa.
Da suarede Brun it Ord vel stort /
Vanne vanne huad haffuer ieg hørt.
Holde i Honnig i slig vanære /
Huilcket mange met stor attraa begære.
Honnig er en kaastelig oc sød spise /
Huilcket ieg faar all vilbrad vil prise.
O Reynicke frende hielper mig der til /
Hoss Kongen ieg eder igen hielpe vil.
Reynicke sagde Frende spaatte i mig icke?
Biørnen sagde / Ney ved Gud aldrig it sticke.
Skulde ieg eder spaatte det giorde ieg nøde /
Da suarede hannem igen Ræffuen den røde.
Er det sant som i mig haffue berett /
At i saa gerne gide honnig æt.
Her Bor en Bonde heder rustefil /
Did er icke vden en halff Mil.
Han haffuer honnig mere end nagen tror /
Ieg vil eder did følge alt som han Bor.
Brun hannem laa det honnig i sinde /
Han sagde monne wi did skulle finde.
Da lader mig komme til den Gaar /
Ieg kommer det i hu / hoss kongen vaar.
Skulde ieg ret mættis aff honnig nu /
Ieg Ode vel op vort store deyn Tru.
Ieg trøster snare at æde mig træt /
End at ieg der aff skulde bliffue ret mæt.
Ræffuen sagde / wi ville nu gaa /
Honnig skulde i aldelis naack faa.
End dog at ieg lidet skrøbelig er /
Ieg maa nu alt frem met eder her.
Thi wi høris saa nær vdi frendskaff /
Mig bør at beuise eder venskaff.
Ieg ved under mine frender aldrig en /
Den ieg som eder / ret aff hiertet meen.
Hoss Kongen kunde i mig fuld vel tiene /
Mod mine wuenner naar ieg staar ene.
Som paa mig i Herredagen ville kære /
Thi i staa vel met vaar naadigste Herre.
Ieg vil eder nu giffue en honnig mætte /
At i skulle æde til i bliffue trætte.
Men Mickel mente aff store Hug /
Alt paa hans ryg / halss oc Bug.
Mickel løy offuer maade suinde /
Biørnen han fulde alt som en blinde.
Mickel tenckte kunde ieg det fuldkomme /
De skulle der aff lidet rose somme.
Ieg vil hannem saa paa honnig marcket føre /
At han huercken hoffuit eller halss skal røre.
Lidet der effter skulle i forstaa /
Komme de hoss Rustefils Gære at gaa.
Der aff bleff Biørnen megit glad /
Han haffde actet at faa sig Mad.
Men all hans glæde bleff vent til graad /
Han trode formeget paa Mickels raad.
Saa hender end nu mangen wuiss Mand /
Baade her oc saa vdi andre Land.

 

I dette Cap: merck trende stycke.

Det Første.
De groffue / wforstandige oc forueyne Menniske bliffue tit oc offte skuffede oc bedragne aff de listige oc forfarne / Først naar disse listige (som gerne deris art er) prise oc rose dem / oc siden naar de holde dem det faare / til huilcket de dog alder minst ere skickede. Den hoffmodige timelig ære / den gerige godz oc pendinge / En Fraadzere mad oc dricke. Vdi lige maade priser oc Ræffuen her / den groffue oc plumpe Biørn / først aff it falskt hierte oc sind [.]

Det Andet.
Naar it wfornumstigt oc forueyet Menniske setter loffue oc tro / til skøne oc prydede Ord / som gaa aff it falskt hierte / som nu almindelige brugis i denne onde Verden / da bliffuer han snart forført oc kommer der vdoffuer i nød oc fare. Som Biørnen oc hende / den tid han trode denne listige Ræff. [.]

Det Tredye.
Huo som effterfølger de ondis / falskis oc listigis Raad / den bliffuer snarlige suigen oc skent. Thi vdi Verden kan intet være skadeligere / end at tro den / vdi huilcken der er huercken tro eller loffue. [.]