Adolf Skramstad homepage

 

Hjem

Bibliografi

Brev

Bilder

Adolf Skramstads adresser

Les en fortelling av Adolf Skramstad

Skramstad

Slekt

Bli fan av Adolf Skramstad på Facebook!

Adolf Skramstad på Facebook

 

 

Adolf Skramstad
En tilstaaelse (fra Mange slags folk)

Det var paa raadstuen i Møllergaten lille juleaften. To av gatens løse fugle av det sterke kjøn stod fremme til politiforhør; de var mistænkt for at ha stjaalet, slagtet og solgt en gris tilhørende en mand i Aker; til og med mistenkte man dem for den utspekulerte genistrek, at de hadde solgt grisen til ham, de hadde stjaalet den fra.
    Den ene av de mistenkte saa ut til at være svært scenevant; hele hans optræden var rolig og overlegen. Det var en stor, kraftig kar i 30-aarsalderen; tarvelig var han antrukken, det skal være visst; klærne hans hadde nok engang i tiden set bedre dage, men det var nu længe siden; kanske hadde de ogsaa sittet paa en bedre krop; hvem vet; nu hang de imidlertid som de bedst kunde, fillete og fettete som de var, og støvlerne stod i forhold til det øvrige antræk; den ene av dem var surret sammen med en hyssing. Men under den store, uredige haarflusken lyste det et rundt, rødt ansigt, fuldt av godmodighet og skøieragtighet paa samme tid; han saa ut til at kunne være bedstevenner og dusbror med hvemsomhelst, selv med politifuldmægtigen, som nu drev og eksaminerte ham.
    Den andre var av en helt anden type, liten og uanselig, dertil undselig og lite for sig; men under den lange, smale næsen hadde han en liten antydning til et par mustacher, som han var svært stolt av, naar han var mellem kameratene.
    Det var den største av dem, som netop stod fremme til overhøring.
    - Dit navn? spurte politifuldmægtigen.
    - Jei trudde, fuldmægta og jei var prissantert for hverandre før jei, svarte manden litt forbauset over spørsmaalet. For resten saa heter jei Fredrik Borne - mann Balzersen med tillatelse etter præsteboka, men mella kamratene mine har jei et ant' namn.
    - Og hvad er saa det?
    - Kjæftsmælla, hr. fuldmægtig, Kjæftsmælla. For det er lissom mig som fører ordet paa møtene vores da, skjønner Di.
    - Hvad er din borgerlige bestilling?
    - Hm - fuldmægta spør saa vrient; det e'kke saa liketil aa svare paa saantno i farten.
    - Men hvad lever du av da?
    - Lever a?! - Jei lever a mat og øl og kaffe og saantno jei ossaa da, ser Di, som anna folk.
    - Hvordan skaffer du dig det da?
    - Mja, ser Di fuldmægtig (han klør sig i hodet) det var værre aa svara paa det, for det hører lissom med te forretningshemmelighetene, skjønner Di.
    - Er det paa nogen ærlig maate det foregaar da?
    - Ærlig?! Di kan naa vel ikke mene, hvad Di sier naa lel fuldmægtig. Jei er naa vel saa ærlig mand, som det gaar an aa faa i et par bokser, naa jei ska si reinspikke sanninga.
    - Men har du ikke stjaalet denne grisen, det nu er tale om da?
    - Stjæli?! (han betænker sig litt). Ja - ja - ja - ja - ja. - Di har naa saa mange besønderlige meninger om saantno her paa nommer 19 saa - - -. Men la vors kalde det saa da, naar Dere endelig vil.
    - Du faar fortælle'mig, hvordan du bar dig ad da.
    - Ja, hvissom bare fuldmægta vil love mig ikke aa ta fra mig knepet saa; jei har tat patent paa det, ser Di, og vi holder strengt paa patenten, jeg og kameratene mine. Det gik for sig slik det da ser Di, atte jei traf han «Katta» her for non dar siden.
    - «Katta», er det han der det?
    - Det er han derre det ja, han som staar der og ikke sier et mokk.
    - Er han medhjelperen din han da?
    - Ja, eller lakeien min om jei sjel ska si det. Jei maa ha en antlanger, skjønner Di. Han er brukelig te no a hvert, han «Katta». Om vinteren saa hjælper'n mig i arbe' - - - -
    - Hvad slags arbeide er det da?
    -- Ja, det er denslags arbe' som jeg driver da vel, kan Di begripe, Og om sommern, naar atte vi ligger paa landet, saa bruker jei 'n te huepute. Det er jo saantno, døm er skaft te, slike lakeier, kan Dere skjønne, saa en kan bruke døm te litt a hvert.
    - Saa traf dere hverandre da?
    - Ja, ja, det er jo det jei sier atte vi traf hverandre, og saa prata vi litt hit og dit da - - -
    - Hvad var det dere pratet om da ?
    - Di kan naa vel skjønne det, atte det var om julemorro det.
    - Men hvordan faldt dere saa paa at stjæle grisen?
    - Det vilde vel faldt a sig sjel for non hver det, for vi blei enige om, atte jula var bra, naar 'n hadde litt penger i lomma, men hadde 'n ikke det, saa var 'e bare elendigheta. Og saa blei vi enige om aa skaffe vors non da.
    - Hvad blev Dere enige om da? -   Aa, naar 'n ikke har bankbok, saa maa 'n finde paa e' anna raad skjønner Dere. Og dermed saa gik vi vors en tur opover i Aker.
    - For at stjæle?
    - Nei da, vi gik bare saan og loffa litt, skjønner Di. Saa kom vi forbi der det bur en fin mand fra byn, en som atte jei kjendte litt fra før. Og naa var det mørkt ser Di, og ingen saa vors, og vi saa heller ikke non, og saa faldt det a sig sjel, skjønner Di, alt det andre.
    - - at Di skulde stjæle grisen hans?
    - Ja, ja, kald det hvad Di vil; men jei hadde arba en hall da' hos dennane manden jei, skjønner Di, saa jei var kjendt med lokalitetene, og jei visste han hadde en stor pen gris, som 'n gjerne vilde slagte te jul, men frua hasses vilde spare 'n e' stønn over nytaaret. Og naa hadde jei vondt a dennane grisen jei, skjønner Di, atte han skulde gaa der og ikke bli slagta den tiden som atte flesket stod i pris. Saa sier j ei det te «Katta» jei, atte vi kunde gjøre en god job. Og «Katta» var færdig strakst han; han vil bestandig det jei vil han, skjønner Di.
    - Saa slagtet dere grisen da?
    - Nei, nei, nei, hørt saant da! Di er nok ikke inde i mekanikken Di, fuldmægtig, naarsomatte Di trur det gaar saa letvindt for sig. Di dudde nok ikke te saantno, skjønner jei. En maa væra vár og lur, kan Di vite, og gaa frem med fornuft. Vi maatte lokke 'n med vors nerover te byen, kan Di begripe. Og naa var 'e som sagt saa mørkt som i magan paa e' svart ku.
    - Hvordan fandt Di frem til svinehuset da?
    - Di huser naa vel jei fortælte Dere, atte jei hadde arba der en hall da', saa Dere kan naa vel skjønne atte jei visste aa svinehuset var henne; jei er da 'kke blind.
    - Saa tok De grisen med Dem da?
    - Trur Di en saan gamal husgris er saa let aa faa rikka paa Di da. Nei far, det er e' stor konst det, ska jei si Dere. Kjenner Di no som heter e' fladbrødleiv?
    - Ja, men De bar da ikke det med Dem?
    - Nei, det er da ingen som bærer e' fladbrødleiv i lomma, kan Di vel skjønne. Men naar 'n holder e' saan fladbrødleiv bortunder næsa paa en gris, ser Di, saa kan Di dra'n haa Dere vil henne. Jeg ba «Katta» aa springe bort te landhandlern og nøite sig litt og faa fat i e' leiv, og Di kan tru han va'kke sein, og saa stak jei hele leiva bortunder næsa paa grisen; og det var akkurat som det skulde væra en magnet i leiva; han følte med ut a svinhuset og nerøver veien, og da var vi ovapaa, kan Di skjønne. To timer etter laa'n baade stikkin og skolla og alt, som var, for vi hadde nok a kam'rater, som hjalp vors, bare vi kom neri byn; det vilde vanka litt jul te non hver da, skjønner Di.
    - Men hvordan fandt dere paa at gaa op til eiermanden og by den frem tilsalgs da?
    - Mja - vi syntes det var sønd om eiermanden skulde bli saa helt lurt paa grisen sin au. Og saa laante vi vors, en kjælke da og trak 'n op over da'n etter. Og vi traf manden hjemme au.
    - Tak for sist! sa jei.
    - Sjel tak for sist, sa'n for han kjente mig igjen. - Det er ei stønn sia sist naa, sa'n.
    - Aa jeg syns ikke det er saa længi sia jei sa jei og døtta te «Katta» saa'n skulde la være aa le. - Ska Dere kjøpe en pen slagta gris? spørte jei.
    - Ja, Dere kommer nok som kua for øksehammern naa, sier'n for det er non svinefanter som har stjæli grisen min ejen, sier'n.
    - Det var da rekti hyggelig det da, sier jei - ja, atte vi kommer saa akkurat te'pas, mente jei nat'ligvis.
    - Er Dere rimelige paa prisen da? spør'n igjen. - Ja, naar det forholder sig saan, sier jei, saa kan Dere skjønne vi ska væra saa rimelige som mulig. Paa kjøtthallen forlangte døm ida' e' krone og fem for hel vægt, og da ska vi si jamt krona, saa har Dere litt godt kjøp, sier jei.
    - Nei, aa han derre ligner grisen min eien da, sier'n da'n fik set paa'n. Samme storleiken og samme trynet.
    - Det kan jo være brorn hasses, sier jeg, det er aldrig godt aa vite saantno.
    - Ja, det trur jei, det maa væra brorn hanses, sier'n for to saa like griser ha'kke jei set nongang. Nitti øre ska jei gi, sier'n; vil Dere ha det, saa slaa te.
    - Hm - det blir no snaut dettane derre, sier jei, men la vors ta midt imella og si fem og halvfems da, og naa veier delinkventen akkurat hundre kjilo, saa det blir jamt fem halfems kroner.
    Ja, det fik vi paa labben og en god dram hver fik vi au, og naa var'e meningen vi skulde hat e' hyggelig jul naa da, skjønner fuldmægta. Men dennane tosken, den «Katta», han skulde væra kar og gaa omkring og skryte a det han, saa pol'ti fik snusen i det.
    - Ja, nu blir det jul paa raadstuen nu istedet, og det blir mest paa dig, som er anstifteren.
    - Hm - «Katta» ska nok faa sit han au, bare jei kommer ut igjen; jei ska dænge'n, saa det ska bli igjen bare en vaat flæk a'n.

 


 

Webredaktør: Per-Erik Skramstad

Besøk også Adolf Skramstads bror Ludvig Skramstad

Forfattersidene til Per-Erik Skramstad finner du faktisk her.

Takk og rettigheter

Rettelser, tilleggsinformasjon og kommentarer kan sendes til
Per-Erik Skramstad